Besøg på DEIF forår 2025

Før besøget:

Mødet kom i stand efter aftale med Marjanne fra DEIF’s HR afdeling. Mødet handlede om at lave en Win-Win-Win situation hvor både vores humørekspert Mette, medarbejderne på Deif og ledelsen alle følte sig berigede af oplevelsen. Vores største fokus er især at passe på humøreksperten, men også at demonstrere hvordan affektsmitte kan påvirke mennesker når vi interagerer med hinanden.

Efter at datoen var sat gik arbejdet i gang med at forberede Mettes aktivitets tilbud samt  bosted om at skulle have Mette med, samt aftale med tidspunkter og kort briefing om aktiviteten. (Mette har ikke et godt sprog, og det er derfor vigtigt at dem omkring ved lidt om hvad hun forsøger at kommunikere efterfølgende, for dermed at undgå frustrationer)

På Selve dagen:

Mette blev hentet på aktivitets tilbuddet 20 min før aftalt tid med DEIF. Hun var mere end klar.

Receptionen viser os ind på Marjannes kontor, hvor Marjanne hurtig finder kaffe frem til et møde med Mette. Samtidig kommer der en assistent som skal assistere Mette med at finde rundt, samt instruere i kaffe maskinen. Marjanne meddeler samtidig at hun har fået arrangeret at vi kan komme ind i et ledermøde, hvor Gert kan lave et oplæg om affektsmitte og de effekter der følger med.

Efter en kort rundvisning, deltager vi i ledermødet, hvor vi præsenterer affekt smitte i et kort oplæg på ca. 5 min. Mette bliver derefter støttet af Gert og assistenten til at tage bestillinger på kaffe. Mette henter kaffen og servere den individuelt til mødedeltagerne på sin helt egen og meget entusiastiske måde.

Efterfølgende går Mette rundt på de forskellige kontor pladser for at høre om nogen ønsker kaffe. Mette havde set en i receptionen, som hun meget gerne ville ud til igen. Så på eget initiativ skulle vi derud igen, hvorefter de også får serveret kaffe.

Afslutningsvis kom vi tilbage til Marjanne, som forærede Mette noget merchandise som faldt i meget god jord, og Marjanne takkede for besøget.

Efter besøget:

Vi modtog flere positive tilkendegivelser fra DEIF ansatte, som havde været til oplægget og havde oplevet Mette.

Aktivitets sted og bosted hvor Mette er tilknyttet, har meldt tilbage at Mette havde været ovenud lykkelig for dagen, og at den havde været godt balanceret.

Mette har flere gange sidenhen ydret ønske om flere ture.